top of page

Sejr for Kevin Verner Jensen

Der var ingen, som var i stand til at presse Kevin Verner Jensen, da weekendens andet løb for OK Oktan 100 Super GT Danmark blev kørt på FDM Jyllandsringen. Godt nok startede han blot som nummer fem på gridden på hjemmebanen, men allerede efter de første par sving indtog han andenpladsen for Casper Røes, Odense.

Casper Pilgaard, Ryomgaard, og Martin Henckel Mortensen, Hals, var startet som nummer 2 og 3, men i kampens hede ende de i sandkassen efter langsiden. Bilerne havde ikke taget nævneværdig skade, men der måtte indsættes en safety car for at rydde op.


Restarten tog Casper Røes foran Kevin Verner Jensen, men efter et par omgange kunne sidstnævnte gå i front. Lidt efter lidt fik han opbygget et solidt forspring – specielt fordi der var tæt kamp bag ham. Både Mikkel Mac, Nykøbing Falster, og Ole Petersen, Bredebro, strøg forbi Casper Røes, og disse to kæmpede i en række omgange, inden Ole Petersen kunne avancere til andenpladsen. Mikkel Mac måtte lade Casper Røes forbi, men løbet blev afsluttet med en tæt duel, hvor Kevin Suensson, Gram, på sidste omgang gik forbi Christian Sørensen, Aarhus, og tog sjettepladsen.


Foto: Morten Kimer Hansen.

bottom of page