top of page

Mike Mathiesen sejrede i dramatisk Super 2L-weekend

Da deltagerne i Grand Prix Tours Super 2L i weekenden gæstede Ring Djursland, leverede de ikke blot den fair kørsel og de mange tætte nærkampe, som er blevet klassens varemærke. Der var også drama i form af både brand og afkørsler.


Weekendens sejrherre var Mark Mathiesen, Varde, som efter andenpladser i dels tidtagningen, dels første løb, endte med at sejre i de to sidste løb.

”I finalen missede jeg starten totalt, så Malte Ebdrup kørte forbi og tog føringen,” fortæller Mark Mathiesen. ”På tredje omgang narrede jeg ham, for han kom for langt ud, og jeg passerede ham. Mod løbets slutning kom Nicolai Nygaard Pedersen op til mig. Jeg holdt afstand til ham, men så var der en overlapper, som snurrede, og vi var nødt til at bremse. Der kom Nicolai helt op bag mig, men jeg vandt.”


Klassens første løb blev vundet af Malte Ebdrup, Farsø, der fra en startposition som nummer fem imponerede med tre overhalinger på første omgang, inden han på den næste omgang gik forbi August Therbo, Greve, og tog en føring, han holdt til mål. Også i andet heat lignede det en sejr for GMB Motorsport, da Magnus Kastbjerg Jensen, Ans, førte afsted fra start. Han blev over flere omgange presset af Mike Mathiesen og til sidst endte den unge kører med at sætte et hjulpar udenfor asfalten med en afkørsel og en ødelagt bil til følge.


Den forsvarende mester Nicolai Nygaard Pedersen, Brønderslev, fik også en meget dramatisk weekend på Ring Djursland. Han indledte ellers lørdagen med at sætte hurtigste tid i tidtagningen og sikrede sig den første af weekendens fire maksimumscorer, men i klassens første løb senere på dagen gik der ild i bilens glasfiberkarrosseri, da der var opstået en utæthed ved bilens udstødning.

Skaderne viste sig heldigvis at være begrænsede, og bilen blev klar til søndagens to løb. Her fik Nicolai Nygaard Pedersen i det første arbejdet sig fra 13. til andenpladsen, men en berøring med Sander Steffensen, Viborg, sendte ham i et spin, og der gik et par omgange, inden han kom i gang igen. I det sidste løb kørte han sig atter op på andenpladsen, men kom ikke forbi den senere vinder.


Feltet i Grand Prix Tours Super 2L talte på Ring Djursland en debutant. Det var den tidligere Legend-mester Mathias H. Jensen, Hinnerup, som startede for Semler Premium Motorsport, hvor han kørte en tredjeplads hjem som sit bedste resultat. Foto: Morten Kimer Hansen.

Comments


bottom of page