Lasse Poulsen vandt tidtagningen med to hundredele

Det var tæt, da kørerne i OK Oktan 100 Super GT Danmark fredag eftermiddag kørte tidtagning forud for lørdagens Night Race.


Padborg Parks asfalt var let fugtig, da tidtagningen startede, men det varede ikke længe, inden der havde dannet sig et tør spor rundt på banen, hvorefter tiderne begyndte at falde og flere og flere kørere kom under minuttet for en baneomgang.

Første kører under minuttet var Andreas Jochimsen, Eskilstrup, men selv om han kom ned på 59,161, kunne han dog ikke passere Lasse Poulsen, Ringe, der satte bedste tid i 59.139 – blot to hundrededele bedre.


Det bliver dog Pilgaard Motorsport, som dominerer forreste startrække i det første af lørdagens tre heats. Magnus Taulborg, Sabro, satte nemlig ottendebedste tid, mens Casper Pilgaard, Ryomgaard, blev noteret for syvendebedste tid, og når de otte hurtigste starter i omvendt rækkefølge, har Magnus Taulborg pole position.


Tidtagningen for OK Oktan 100 Super 2L Danmark blev for første gang i år vundet af Viktor Poulsen, Ringe, som gennem hele tidtagningen kørte hurtigere og hurtigere og således satte sin bedste tid på allersidste omgang.

Sander Steffensen besatte længe andenpladsen, men blev i de afsluttende minutter passeret af Mike Nordby Mathiesen, Varde, Nicolai Nygaard Pedersen, Brønderslev, og Daniel Träger, Roskilde. Slutfacit var altså, at VHA Motorsport leverede de hurtigste biler i begge klasser.

Foto: Morten Kimer Hansen.