top of page

Frederik Stenå er klar til OK Oktan 100 Super GT

Det stod egentlig ikke i de langsigtede planer for Frederik Stenå, Gentofte, at han skulle deltage i årets udgave af OK Oktan 100 Super GT Danmark.

 

”Men hurtige beslutninger det, vi er bedst til. Det var vel i starten af marts, at vi tog beslutningen,” siger den snart 23-årige racerkører, som i de seneste tre sæsoner har deltaget i det danske Formel 4-mesterskab – klassen, som i år afvikles under navnet Nordic 4. ”Jeg havde arbejdet på et løbsprogram i USA, men pludselig blev kalenderen ændret, og så gav det ikke nogen mening at køre derovre.”



”Jeg blev så stillet spørgsmålet, om Super GT kunne være noget for mig. Jeg har altid kikket på dem og synes, at de er nogle fede racerbiler, så jeg tænkte, Lad mig prøve det af. Jeg har det med at træffe en hurtig beslutning. Sådan var det også, da jeg købte min første Formel 4-racer, som jeg købte hen over en formiddag.”

 

Hidtil har Frederik Stenå kørt i eget regi, men det bliver som en del af RaceCraft Driver Academy, at han får sin debut i klassen. Men det bliver også i et forholdsvis stort setup, at han fortsætter racerkarrieren.

 

”Sidste år havde jeg mit eget Formel 4-team alene med min mekaniker og en raceengineer, men jeg solgte halvdelen til Ronni Højer,” fortæller Frederik Stenå. ”Vi skabte RaceCraft Driver Academy og har valgt at udvide teamet, så udover min Super GT-racer råder vi over to Nordic 4-biler, mens vi har fem kartingkørere, der er spredt over en række forskellige mesterskaber og klasser.”

 

”Da jeg stod i efteråret, havde jeg ikke regnet med, at det var her, at vi skulle stå et halvt år senere. Nogle gange går ting stærkt i motorsport.”

 

De store team betyder også, at Frederik Stenå endnu ikke har besluttet sig for, om han skal have sin Super GT-debut ved sæsonpremieren på Padborg Park i slutningen af april eller først to uger senere ved anden runde på FDM Jyllandsringen.

 

”Den første Super GT-afdeling køres sammen med første afdeling af Nordic 4-mesterskabet. Vi overvejer i teamet om vi skal udskyde min Super GT-debut, så vi i den første weekend kan have fuldt fokus på vores to unge Nordic 4-kørere,” siger Frederik Stenå.


Foto: RaceCraft Driver Academy.

Comments


bottom of page