top of page

Fantastisk race i Super 2L-klassen

I forbindelse med årets OK Oktan 100 Super GT-serie er der i de samme løb også blevet afviklet en parallel serie for OK Oktan 100 Super 2L Danmark, hvor man anvender teknisk mindre avancerede biler, som til gengæld kan køres med et langt mindre budget.


Og racet? Ja, det fejler bestemt ikke noget. Det beviste deltagerne ved det nyligt overståede Tectyl GP Danmark.

Klassens andet heat på FDM Jyllandsringen var en sand fest af dueller, overhalinger og tæt kørsel blandt deltagerne. På papiret taler statistikken om en start-mål-sejr for Daniel Träger, Roskilde, men han blev udfordret. Dels af Nicolai Nygaard Pedersen, Brønderslev, som kørte sig frem fra en startposition som nummer fem. Dels af Mike Nordby Mathiesen, Varde, som arbejdede sig frem fra en startposition som nummer syv.


Det gav kamp om de tre forreste pladser, hvor trioen ikke blot krydsede målstregen indenfor det samme sekund, men hvor Viktor Poulsen, Ringe, og Sander Steffensen, Viborg, lige bag dem havde en intens duel om fjerdepladsen, hvor de blot var adskilt af et par tiendedele af et sekund.


I finalen fortsatte Mike Nordby Mathiesen, Daniel Träger og Nicolai Nygaard Pedersen deres kamp om sejren i OK Oktan 100 Super 2L, og her blev afgørelsen mellem dem endnu mere tæt, men også meget nervepirrende. På løbets sidste omgang blev trioen indhentet af den førende kører i OK Oktan 100 Super GT Danmark – Andreas Jochimsen, Eskilstrup – som kæmpede for sin første sejr, men alle viste stor respekt for hinanden, og det endte med, at løbets Super GT-vinder nærmest krydsede målstregen side om side med Mike Nordby Mathiesen, som tog sejren i OK Oktan 100 Super 2L.


Feltet i OK Oktan 100 Super 2L talte denne gang Legend Car-køreren Jacob Ommen, Bylderup-Bov, som lige skulle lære den hurtigere racerbil og dens slicks at kende. Undervejs blev han også sendt af banen, da en konkurrent snurrede foran ham, men sønderjyden gennemførte alle tre heats.


Efter Tectyl GP Danmark er titelkampen i OK Oktan 100 Super 2L blevet særdeles tæt. Blot tre point adskiller Nicolai Nygaard Pedersen og Mike Nordby Mathiesen på de to forreste pladser i tabellen.


Foto: Morten Kimer Hansen.

bottom of page